Reflektioner

Skriverier, bogstaver og tal. Papiret i maskinen. Hov, se der! Er det en fugl? Nej det kan det ikke
være. Eller kan det? hvorfor ikke en kat? Den har da en hale – men er for høj
til at være nogen af delene. Den kan heller ikke flyve. Hvem åbner? Måske er
det en sød person med masser af penge eller slik. Der bliver åbnet, langsomt.
Der står ingen leg på gangene, alt er koldt og klinisk. Der er hvidt – det skær
i øjnene. Hvorfor er jeg her? Hvor skal jeg hen? Skal jeg derind, det kan jeg
ikke forstå. Hvorfor skal jeg ind i noget hvidt og nyt, når jeg kommer fra
noget oplyst og mørkt? Halleluja for en rutsjetur.

Det bliver hårdt senere, masser af sved og varme samt spændstighed. Vinden burde være i håret, men her er et stegende vakuum. Gråvejret driller, derfor dette vakuum. Det bliver
også rart og dejligt. Der skal meget energi til, men hvad gør det, når det man
får tilbage er mere energi. Og sult! Sult efter kød, efter varmt, rødt og
saftigt kød. Ej at forglemme alt tilbehøret. Sovsen der hænger ved kødet. Det damper,
for temperaturen omkring, den røde klumb af godhed, er lavere. Det grønne på
kanten, uden nogen sammenhæng med resten. Er det god bordskik at lade noget
hænge på kanten? Galanterier. Gentlemen. En uddøende race. Kvinderne er
selvstændige grundet noget meget sent og moderne. Centret, klokken er lidt i
otte. Mænd der vader frem. Kvinder ligeså. Hvis de stopper op og venter på en
mand, går der lang tid. Hvorfor så vente og stå og visne? Mændene efterladt bag
en vogn. Er kastreret. Måske man skulle gå tilbage til noget før det moderne?

Hvad var der før? Hvad er der efter? Hvorfor er alle ikke her? Nogen er røget i svinget. Tankerne flyver, ligesom dengang i en forlystelsespark. Farten. Det banker i brystet, nu falder
vi, så kraften der forplanter sig i kroppen. Suget i maven, hvilken følelse. Hvad
sker der for dem der ikke er her? Hvor er de? Er der noget der ikke kan komme
op – slim måske? Eller er det en trykkende knude i baghovedet der betyder, at
de ikke længere kan noget. De kunne være som nye mennesker, se verden gennem en
anden person. Stadig med erindringer fra tidligere tiders storhed. Sødme og en
liflig duft breder sig – sult – tankerne flyver videre indtil det stykke godhed
der venter, er tænkt til ende.

Gadesangerindens drøm

Gadesangerindens drøm

”Tag det første trin baseret på tro. Du behøver ikke se hele trappen, tag bare det første trin”; sådan sagde Martin Luther King, men hvad mener han med det? Egentlig handler det vel om, at dette udsagn skal få folk til at tro på sig selv. Hvis du har en spirende drøm, så sigt efter den, tag det første trin, fordi du tror på den. Det er ikke nødvendigt at se ud i fremtiden og bekymre dig på forhånd om resultatet. Tro på hvad du kan, og se derefter hvor det vil føre dig hen. 

Træerne på Third Street Promenade danner en allé. Vel nok den smukkeste jeg nogensinde har set, for træernes lyskæder glimter som små stjerner og lyser op i den ellers efterhånden mørke og lune sommeraften. Restauranterne tiltrækker mange folk med den lækre duft af mad, som blot er én del af atmosfæren her på gågaden i Santa Monica.

Her findes ALLE typer af mennesker i denne del af USA; der er de hjemløse, som overnatter på bænkene ved Venice Beach, mens der på samme tid bor nogle af verdens allerrigeste filmkendisser langs kyststrækningen i millionpalæerne. Så hvad enten du søger en amerikaner eller en turist, en høj eller lav person, så er der et bredt udvalg her. Og det er vel egentlig denne forskellighed, som er meget fængende ved dette sted – for midt i denne mangfoldighed findes en fællesnævner! Hver enkelt person går rundt med sine egne drømme og forhåbninger.

Blandt menneskesnakken på Third Street Promenade bryder pludselig en meget fin og lys kvindelig sangstemme frem. Der står hun ude midt på gågaden med sin guitar, mikrofon og kuffert med småmønter omringet af amerikanere og turister. Spiller og synger, fordi hun elsker det og drømmer om at kunne gøre karriere indenfor musikkens verden. Denne kunstner, Amy May, er blot én, der har turdet tage det første trin og satse på sin drøm. Flere gange om ugen tager hun derfor sin guitar og går ned på Third Street Promenade i håbet om at blive opdaget. Og det er lykkedes. Næste skridt i jagten på sin drøm blev en koncert i et af Hollywoods teatre, og for hende som kunstner er dette en stor succes. Det er hverken glamourøst eller godt betalt, men karriere er noget, man skaber, og ikke noget man får foræret. Endnu bedre blev det, da én af hendes sange ”Real” skulle være et soundtrack i sæson ni af den populære ungdomsserie ”One Tree Hill”.

Selvom det lyder som en kliché, så fortæller historien om Amy May altså, at tro og vilje skaber vej for drømme. Tag altså det første trin baseret på tro. Du behøver ikke se hele trappen, tag bare det første trin, for du misser 100 procent af de chancer, du ikke løber.

Det tveæggede sværd

Vi lever i et samfund, hvor man fuglen ikke må tæmme
Næh, enhver fugl har retten til at synge med sin egen stemme

Men spørgsmålet rejser sig, glemmer vi ikk’
Mod os selv at rette vores årvågne blik

Vi bliver i frihedens og forbrugs samfundet indoktrineret
Imens vores selvbevidsthed bliver maltrakteret

Efter religion er sløjfet hvor mange så påstå
At de bruger tid på sig selv at forstå?

Vi bruger selvfølgelig lang tid på at se i et spejl
Men gør det helt uden blik for vores indvendige fejl

Mennesker er indrettet så vi gerne det bedste om os selv vil tro
Men i stedet for at lede efter selvindsigt køber man nye sko

Men hvad jeg siger er vel soleklart
Mennesket er jo utrolig sart

Vores hjerne vil vel altid tingene fordreje
Så sandheden er vel aldrig menneskelig mulig at eje?

Intet menneske vil jo se sig selv som dum
Så den selvkritiske røst forbliver stum

Men hvis man accepterer denne præmis
Har man vel et ansvar for at ændre sin praksis?

Det er vel vor store helvedeskval
At vi i vesten sætter os selv op på en piedestal?

Med moden dikteres den gode stil
Og man skal helst også køre i den største bil

Men er dette materialistiske kapløb
Ikke et dødsdømt forløb?

Spilder vi ikke i øjeblikket vores dyrt betalte frihed
På blot at bekymre os om priserne hos den globale guldsmed?

Alligevel er vi i vesten så sikre på, at vi alene vide
At vi på demokratiets og ytringsfrihedens korstog ride
Med Bush i spidsen skabte vi en herskerskabets flåde
Vis eneste erklærede mål var at bombe de andre både

Hvis ikke de levede op til vores krav
Om vestens dikterede kulturarv

Samtidig fordømmer vi terrorister og demokratiets andre fjender
For at kaste med bomber skaber jo altid nye venner!

I vor kamp for menneskets ret til at vælge
Er vi endt med demokratiets integritet at sælge

For ikke at blive det som vi alle hader
Skal vi undertvinge lysten til at lege verdens fader

Fælden er at tro, at fordi vi har magten
Skal vi have andet end skildvagten

For i vesten er vi blevet så stærke
At vi al modstand kan kværke

Men med magten følger der vel også et ansvar?
Næh, for svaret på hvem der holder øje med os er stadig uklar.’

Vi risikerer at blive de værste tyraner nogensinde
Men den erkendelse er sjælden at finde hos mening mand og kvinde

I det øjeblik demokratiet påtvinges en uvillig befolkning
Har begrebet da fået en forkert fortolkning

Vi bør altid huske, at magtens ansvar er et tveægget sværd
Og det må vi lade regulere vores adfærd.