Hvad der er sparet er tjent!?

Endnu engang er skabet fyldt op med alt for mange ting. Både sko og tøj prøver at mase deres vej ud af skabslågen. Selvom der ikke er mere plads, skal jeg da lige prøve at proppe endnu en hvid t-shirt ind på hylden. Skal jeg købe et nyt skab, eller smide noget at alt mit tøj ud? Det er et svært dilemma. Noget af tøjet har jeg aldrig brugt, men det kan jo godt være, at jeg skal bruge den søde blå kjole til en helt bestemt lejlighed.

Undersøgelser viser at kvinder elsker at lave en god handel, og det er lidt i modsætning til mænd. Mænd bruger oftest flere penge på impulskøb end kvinder gør, og ofte fortryder de deres køb. Mændene har nemlig ikke det samme behov for shopping, og vil helst gerne have det overstået hurtigst muligt. Men der er jo bud om tilbud, og butikkerne ved også hvordan de skal få kunder til at købe deres varer. For hvem vil ikke gerne spare 1000 kr. på en af de nyeste fladskærme, eller 400 kr. på en lækker designer kjole? Vi lever jo også lige nu i sparertider, så hvorfor ikke spare der hvor vi kan?

En butik har -50 % på alle varer. Køen er lang og butikken er fyldt med personer der hamstrer ting fra alle hylder. Folk kommer ud med poser der er fyldte med ting, som de egentlig ikke vidste at de havde brug for. Og de får det højst sandsynligt heller ikke brugt. Alligevel kan man være glad for at have sparet en hel del penge. Men pengene er jo egentlig ikke sparet. De er brugt på noget bras, som højst sandsynligt bliver en del af pakkelegen til jul.

Selvom jeg ved at jeg kan finde meget bras, bliver jeg alligevel glad hvis jeg finder et godt tilbud. Jeg ville bare ønske at jeg kunne få mig et større skab, så jeg ikke behøvede at skille mig af med mit tøj!

Ipad vs. bræt og søm

I den seneste tid er udviklingen af diverse smartphones og spillekonsoller gået bananas. I dag er vi vant til Blue-Ray dvd'er og 3D fjernsyn, men førhen var det tekniske på et plan, hvor det nærmest var nemmere at gå udenfor og gynge. Nu er kvaliteten blevet forbedret, og nu har alle hjem anskaffet sig noget, som gør livet lidt lettere. 

Hvad er der blevet af den gode, gamle og sjove leg ’Spark til dåsen’? Hvad er der blevet af alle de glade børn som førhen hoppede i sjippetov, og spillede fodbold udenfor? Selv om ting er blevet bedre, er de gamle kvaliteter vel stadig værd at bruge. 

Jeg vil ikke sige, at jeg ikke selv er blevet fristet af de mange nymodens apparater, og ikke har haft lyst til at prøve at spille på en Ipad, eller en Playstation 3, men ind i mellem kan jeg godt føle mig lidt gammeldags, og savne dengang hvor alt var meget mindre teknisk. Den gang hvor ens far stak et bræt og et søm i hånden på en og man selv skulle bruge fantasien til at finde ud af hvad det kunne bruges til.

 Men som tiden går, bliver alt bare mere og mere elektronisk, eller så nemt at benytte, at det er helt ufatteligt. En såkaldt bagemaskine - Hvis du vil bage en kage, kan du bare stoppe en melblanding i en bagemaskine om aftenen, så vupti næste morgen er der kage. Derved er det sjove taget af bagningen fra min side, men igen, jeg er nok bare ’’old-fashioned’’ som de unge nu så flot siger. 

Men som sagt er udviklingen virkelig gået drastisk i vejret med alt det teknologiske – men det burde ikke stoppe os i at gøre ting, som ikke behøves at downloades som ’app’ eller findes på internettet. Jeg har selv været barn og leget med andet end computerspil og applikationer, og jeg har da ikke taget skade. 

Aldrig mere igen

Jeg er lige vågnet. Solens stråler skinner ind gennem revnen mellem gardinerne, fuglene kvidrer ustyrligt udenfor, og det føles som om der står en elefant på mit
hoved. Jeg kigger på min telefon. Klokken er igen blevet alt for mange. Jeg kan
hurtigt mærke at jeg nok ikke får lavet de ting jeg ellers havde planlagt at
lave i dag. Alligevel prøver jeg at rejse mig op, men ligger mig hurtigt ned i
sengen igen. Det hele snurrer rundt. ”Aldrig mere igen” tænker jeg, sukker for
mig selv, og ligger mig til at sove igen..

Sådan oplever jeg den typiske morgen efter en lidt for god bytur, og jeg tvivler
stærkt på, at jeg er den eneste der oplever det på nogenlunde samme måde. Jeg
har flere gange taget mig selv i at tænke, at jeg hvert fald aldrig nogensinde
vil drikke igen, og jeg hører ofte mine venner og veninder sige det. Men
hvorfor? Hvorfor drikker man sig fuld, når man alligevel godt ved, at størstedelen
af ens planer dagen efter bliver ødelagt? Hvorfor bliver man så nemt fanget af
feststemningen, og tænker at man da sagtens kan klare en lille genstand mere?
Hvorfor bliver man ved med at hælde alkohol ned, når man i forvejen godt kan
mærke, at man vidst har fået det man skulle have? Spørgsmål som disse har jeg
tit spekuleret over, men jeg har endnu ikke fundet frem til noget bestemt svar
endnu.

Jeg kan dog forestille mig, at en rigtig stor del af grunden til at de ting sker,
er på grund af hele den stemning der skabes, og
samværet med sine venner og veninder. Man tager måske lige et par genstande for
ikke at føle sig helt udenfor, og et shot af det ene eller det andet, hvis der
sidder et par venner og presser lidt på. Og hvis der i byen er en sød fyr der
tilbyder en drink, vil man jo heller ikke være uhøflig og sige nej. Måske er
det på den måde, at det der skulle have været en nogenlunde stille og rolig
aften, nemt kan udvikle sig til en forfærdelig morgen, hvor det eneste man
tænker er ”Aldrig mere igen”.

Fornuften fordufter

Spritkørsel er et emne vi næsten hører om dagligt. Vi forbinder det med weekender og højtider, men fakta er, at det kan ske til hver en tid. Problemet er, at vi ikke tænker os om. Når spiritus er indblandet fordufter fornuften mere eller mindre. Men hvad får os til at tage beslutningen om at køre spritkørsel, hvorfor gør vi det?

Enhver ved at spritkørsel giver tårnhøj risiko for uheld. Så sent som i sidste måned hørte man i nyhederne om en ung 19 årig pige, som kørte spritkørsel og endte med at slå en 54-årig ihjel. På få sekunder ødelagde den 19 årige pige ikke blot sit eget liv, men en uskyldig persons liv. Man udsætter sig selv og andre for en stor fare, en fare som ikke bliver anerkendt i øjeblikket.

Inden den 19 årige pige satte sig ind i bilen tænkte hun ikke på, at det ville gå galt. Vi er naive og tænker ofte at det ikke sker for en selv. Men hører om at andre mennesker kører galt, bliver dræbt eller blive sigtet for uagtsomt manddrab, men det sker jo selvfølgelig ikke for os selv. Nej, det sker for andre, men det sker ikke for mig.

Det sørgelige er bare, at det gør det. Vi kan føle at vi har så meget styr på det hele, at vi kan egentlig ikke se det farlige i at køre spritkørsel, og det er her det går galt. Vi tænker ikke over de mulige konsekvenserne, det samme gælder for bilister, der overtræder hastighedsgrænsen. Når man er fuld kan man være helt op at køre og adrenalinen pumper rundt i kroppen, når man træder hårdt på speederen og racer derudad. Med andre ord kan adrenalinen tage al frygt for at køre galt, for vi er oven på og intet ser ud til at kunne gå galt.

Tænk dig om før du stiger beruset ind i en bil – foretrækker du en tur i taxa for små 200 kr. eller vælger du, at udsætte dig selv og andre for en stor fare?

Pinlighed tiltrækker os

Tonerne går højt, der drikkes, dyrkes sex og kysses. Skældsordene ryger igennem luften med flere kilometer i timen, den psykiske terror tages i brug, folk rotter sig sammen, udstiller sig selv, tildeler sig selv en rolle og glemmer alt om dagligdagen med problemer og regninger hjemme i Danmark. Dramaet varer i 12 uger og gevinsten er 500.000 kr.

Som seere og som pige kan jeg ikke lade være med, at spekulere over hvordan specielt piger kan melde sig til noget, som de igennem flere år har iagttaget, fået dårlige nerver af og grædt over. For dette kan umuligt være sundt for et ungt menneske der måske allerede i forvejen tvivler lidt på sig selv, som de fleste piger nok gør. Men som seere får man følelsen af at deltagerne ser muligheden for deltagelse i et program som den store åbning til det nye liv, med masser af succes, venner og kendte mennesker, og måske endda endnu en deltagelse i et reality show.

Men er denne deltagelse nu også så god i det videre livsforløb?

Ved deltagernes hjemkomst begynder programmet at rulle. Alle de spydige kommentarer vises, hvem man har bagtalt offentliggøres og ens stang berusede udskejelser vises for forældre, arbejdsgivere og Hr. Og Fru. Danmark. Men værst af alt må være, at deltagerne nu skal se sig selv i øjnene og se hvilket menneske de har udgivet sig for at være. Og præcis her, tror jeg at den dårlige samvittighed rammer dem.

Men selv om jeg væmmes ved alle de modbydelige pigers udskejelser og falske jeg, sidder jeg hver dag med ved tv´et for at se hvad deltagerne nu kan finde på, for det er det pinlige der tiltrækker mig.

Men husk det nu, tænk dig om inden du tager i mod muligheden om at udstille dit falske jeg for Danmarks befolkning og dig selv.

Reflektioner

Skriverier, bogstaver og tal. Papiret i maskinen. Hov, se der! Er det en fugl? Nej det kan det ikke
være. Eller kan det? hvorfor ikke en kat? Den har da en hale – men er for høj
til at være nogen af delene. Den kan heller ikke flyve. Hvem åbner? Måske er
det en sød person med masser af penge eller slik. Der bliver åbnet, langsomt.
Der står ingen leg på gangene, alt er koldt og klinisk. Der er hvidt – det skær
i øjnene. Hvorfor er jeg her? Hvor skal jeg hen? Skal jeg derind, det kan jeg
ikke forstå. Hvorfor skal jeg ind i noget hvidt og nyt, når jeg kommer fra
noget oplyst og mørkt? Halleluja for en rutsjetur.

Det bliver hårdt senere, masser af sved og varme samt spændstighed. Vinden burde være i håret, men her er et stegende vakuum. Gråvejret driller, derfor dette vakuum. Det bliver
også rart og dejligt. Der skal meget energi til, men hvad gør det, når det man
får tilbage er mere energi. Og sult! Sult efter kød, efter varmt, rødt og
saftigt kød. Ej at forglemme alt tilbehøret. Sovsen der hænger ved kødet. Det damper,
for temperaturen omkring, den røde klumb af godhed, er lavere. Det grønne på
kanten, uden nogen sammenhæng med resten. Er det god bordskik at lade noget
hænge på kanten? Galanterier. Gentlemen. En uddøende race. Kvinderne er
selvstændige grundet noget meget sent og moderne. Centret, klokken er lidt i
otte. Mænd der vader frem. Kvinder ligeså. Hvis de stopper op og venter på en
mand, går der lang tid. Hvorfor så vente og stå og visne? Mændene efterladt bag
en vogn. Er kastreret. Måske man skulle gå tilbage til noget før det moderne?

Hvad var der før? Hvad er der efter? Hvorfor er alle ikke her? Nogen er røget i svinget. Tankerne flyver, ligesom dengang i en forlystelsespark. Farten. Det banker i brystet, nu falder
vi, så kraften der forplanter sig i kroppen. Suget i maven, hvilken følelse. Hvad
sker der for dem der ikke er her? Hvor er de? Er der noget der ikke kan komme
op – slim måske? Eller er det en trykkende knude i baghovedet der betyder, at
de ikke længere kan noget. De kunne være som nye mennesker, se verden gennem en
anden person. Stadig med erindringer fra tidligere tiders storhed. Sødme og en
liflig duft breder sig – sult – tankerne flyver videre indtil det stykke godhed
der venter, er tænkt til ende.

Gadesangerindens drøm

Gadesangerindens drøm

”Tag det første trin baseret på tro. Du behøver ikke se hele trappen, tag bare det første trin”; sådan sagde Martin Luther King, men hvad mener han med det? Egentlig handler det vel om, at dette udsagn skal få folk til at tro på sig selv. Hvis du har en spirende drøm, så sigt efter den, tag det første trin, fordi du tror på den. Det er ikke nødvendigt at se ud i fremtiden og bekymre dig på forhånd om resultatet. Tro på hvad du kan, og se derefter hvor det vil føre dig hen. 

Træerne på Third Street Promenade danner en allé. Vel nok den smukkeste jeg nogensinde har set, for træernes lyskæder glimter som små stjerner og lyser op i den ellers efterhånden mørke og lune sommeraften. Restauranterne tiltrækker mange folk med den lækre duft af mad, som blot er én del af atmosfæren her på gågaden i Santa Monica.

Her findes ALLE typer af mennesker i denne del af USA; der er de hjemløse, som overnatter på bænkene ved Venice Beach, mens der på samme tid bor nogle af verdens allerrigeste filmkendisser langs kyststrækningen i millionpalæerne. Så hvad enten du søger en amerikaner eller en turist, en høj eller lav person, så er der et bredt udvalg her. Og det er vel egentlig denne forskellighed, som er meget fængende ved dette sted – for midt i denne mangfoldighed findes en fællesnævner! Hver enkelt person går rundt med sine egne drømme og forhåbninger.

Blandt menneskesnakken på Third Street Promenade bryder pludselig en meget fin og lys kvindelig sangstemme frem. Der står hun ude midt på gågaden med sin guitar, mikrofon og kuffert med småmønter omringet af amerikanere og turister. Spiller og synger, fordi hun elsker det og drømmer om at kunne gøre karriere indenfor musikkens verden. Denne kunstner, Amy May, er blot én, der har turdet tage det første trin og satse på sin drøm. Flere gange om ugen tager hun derfor sin guitar og går ned på Third Street Promenade i håbet om at blive opdaget. Og det er lykkedes. Næste skridt i jagten på sin drøm blev en koncert i et af Hollywoods teatre, og for hende som kunstner er dette en stor succes. Det er hverken glamourøst eller godt betalt, men karriere er noget, man skaber, og ikke noget man får foræret. Endnu bedre blev det, da én af hendes sange ”Real” skulle være et soundtrack i sæson ni af den populære ungdomsserie ”One Tree Hill”.

Selvom det lyder som en kliché, så fortæller historien om Amy May altså, at tro og vilje skaber vej for drømme. Tag altså det første trin baseret på tro. Du behøver ikke se hele trappen, tag bare det første trin, for du misser 100 procent af de chancer, du ikke løber.