Aldrig mere igen

Jeg er lige vågnet. Solens stråler skinner ind gennem revnen mellem gardinerne, fuglene kvidrer ustyrligt udenfor, og det føles som om der står en elefant på mit
hoved. Jeg kigger på min telefon. Klokken er igen blevet alt for mange. Jeg kan
hurtigt mærke at jeg nok ikke får lavet de ting jeg ellers havde planlagt at
lave i dag. Alligevel prøver jeg at rejse mig op, men ligger mig hurtigt ned i
sengen igen. Det hele snurrer rundt. ”Aldrig mere igen” tænker jeg, sukker for
mig selv, og ligger mig til at sove igen..

Sådan oplever jeg den typiske morgen efter en lidt for god bytur, og jeg tvivler
stærkt på, at jeg er den eneste der oplever det på nogenlunde samme måde. Jeg
har flere gange taget mig selv i at tænke, at jeg hvert fald aldrig nogensinde
vil drikke igen, og jeg hører ofte mine venner og veninder sige det. Men
hvorfor? Hvorfor drikker man sig fuld, når man alligevel godt ved, at størstedelen
af ens planer dagen efter bliver ødelagt? Hvorfor bliver man så nemt fanget af
feststemningen, og tænker at man da sagtens kan klare en lille genstand mere?
Hvorfor bliver man ved med at hælde alkohol ned, når man i forvejen godt kan
mærke, at man vidst har fået det man skulle have? Spørgsmål som disse har jeg
tit spekuleret over, men jeg har endnu ikke fundet frem til noget bestemt svar
endnu.

Jeg kan dog forestille mig, at en rigtig stor del af grunden til at de ting sker,
er på grund af hele den stemning der skabes, og
samværet med sine venner og veninder. Man tager måske lige et par genstande for
ikke at føle sig helt udenfor, og et shot af det ene eller det andet, hvis der
sidder et par venner og presser lidt på. Og hvis der i byen er en sød fyr der
tilbyder en drink, vil man jo heller ikke være uhøflig og sige nej. Måske er
det på den måde, at det der skulle have været en nogenlunde stille og rolig
aften, nemt kan udvikle sig til en forfærdelig morgen, hvor det eneste man
tænker er ”Aldrig mere igen”.