Her står jeg, dag ud og dag ind, og passer mig selv. Dog mine glæder består både af mit første møde med dagens lys, min næring og min ro fulgt af nattens mørke. Min hverdag er perfekt.. Eller.. Min hverdag var perfekt.. Så kom du.
Der var vi, du og jeg, alene for en stund. Du gik i flere dage frem og tilbage, gjorde hvad du ville, indtil du fik øje på mig, fredfyldt, betaget, fortryllet af solens blide kærtegn fra top til tå. Dog lod du det ikke gå din næse forbi at plage mig; først brød du min fredfyldte kontakt med solen. Efter kun få minutter havde du besluttet dig. Jeg var dit nye bytte. Du gravede så ivrigt og ondt for din egen fornøjelses skyld i min beskyttende overflade. Blottede mit grundværk. Forpestede mit liv. Du blev ved og ved, indtil du blev træt og til sidst gik din vej. Her tilbageblev jeg, såret, hjælpeløs og kunne intet stille op.
Med tiden blev det kun mine forsørgers tilbagekomst, som jeg glædede mig til i min hverdag. Når mine forsørgere vendte tilbage fra dagens eventyr, og opdagede, hvad ondt du havde gjort mig, var det din tur til at være hjælpeløs, krummet sammen i et hjørne for en stund, mens mine forsørgere prøvede at gøre min tilværelse god igen. Sådan blev min skæbne ændret fra lykkelig til ulykkelig. Det blev min hverdag. Og dog sorger det mig for det meste, at se mine forsørgers godhed mod dig det meste af tiden. Forstår de da ikke, hvilken skade du er? Dit forkælede udyr! Dit monster! Jeg står her ikke alene; mine to venner ved hver min side er mindst lige så betagede af solen som jeg, og dog er det kun min verden du forpester til hverdag! Hvorfor?! Er det kun mig der er dig så tiltækkende? Jeg får aldrig svar. Jeg glæder mig kun til den dag du har glemt mig..
At jeg er den eneste med denne ulyksalige skæbne er ej sand. Verden over er der andre som mig, hvis hverdag bliver forpestet af udyrer som dig. Dog er der intet for os at stille op. Det er vores hverdag..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar