Jeg har funderet lidt over, hvad det er, der får nogle unge
til at ryge. Både til at prøve det, men også til at blive ved. Nikotinen
spiller jo selvfølgelig en rolle, men inden den sætter ind, da har man truffet
et valg.
Jeg ryger selv en gang imellem. Reglen hedder onsdage og til
fester. Om onsdagen går jeg i en fotoklub, hvor vi er en lille gruppe, der
nyder at ryge sammen. Da jeg tænkte nærmere over det, slog det mig, at det, jeg
sætter mest pris på, er det sociale. Helt klart. Selvom det lyder lidt skørt,
at man skal have en rygende, stinkende, dårligt-ånde-givende cigaret i hånden,
for at nyde godt, socialt samvær. Vi har bare noget sammen, som de andre ikke
helt er med i.
Men som mange andre, tror jeg, prøvede jeg det fordi det var
smart. Og jeg kunne jo næsten ikke stritte nok med den der cigaret, da jeg
først lige havde fået styr på det. Jeg hostede lidt, det smagte ikke så godt og
jeg fik det egentlig også lidt skidt. Men hva’ fa’en – jeg var jo smart! Sådan
tror jeg tit det starter. Og selvom der er mange, der ikke vil indrømme det, så
tror jeg stadig, at det lidt er det, det handler om. Der er en slags status omkring
det. Man er lidt rebelsk.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg ville ønske, at jeg
aldrig var startet. På en ene side er det jo ulækkert og det lugter heller ikke
særlig godt. Og når jeg ser de der rygestop-reklamer i fjernsynet, så kunne jeg
kaste op udover sengekanten. Men alligevel er det ikke helt nok. Jeg tror i
hvert fald, at jeg beholder min onsdags-cigaret lidt endnu. Det er jo også lidt
smart ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar