Hun står op, kigger ind i spejlet og ser det uundgåelige; det samme døsige væsen som altid. Sjusket, sløset, lidt for buttet og med lidt for mange bumser. Hun rykker lidt i håret og smører samvittigheden i hovedet. Hun ryster på hovedet og sukker, men smutter alligevel i alt sit hastværk ud af døren. Rutine. Det er det samme hver morgen. Det sidste hun ser, er det væsen, der står overfor hende. Håret er sat, men er stadig lidt for krøllet. Bumserne er dækket, men er stadig lidt for synlige. Som en chimpanse, der godt selv ved, at den er anderledes, og derfor holder sig lidt i baggrunden. Klichéer. Det er det samme hver morgen.
Facaden svækkes, når de andre begynder at dukke op. Gyldent langt hår, spinkle som kosteskafter. Perfekte og tilsyneladende i stand til at gøre alting. Dog alle sammen forskellige, ingen er ens.
Spørgsmålene hober sig op i hende, på samme tid med misundelsen. Alle er vi forskellige på hver vores måde. Individer i verden. Men er det i virkeligheden så meget bedre at være dig? Når alle er forskellige, individer på hver vores plan, skulle det så være så meget bedre at være mørkhåret i stedet for lyshåret eller høj i stedet for lav?
Ikke desto mindre kender vi det alle sammen. Dagene, hvor håret sidder og tøjet matcher, er selvtilliden i top. Hvorimod, en dag hvor man har brugt halvanden time foran spejlet, og stadig ikke er tilfreds, let kan blive en fiasko. Mine refleksioner går ud på, hvorfor så mange mennesker har så stort et behov, for at være bedre end andre, hvorfor det er vigtigt for så mange, hvad andre tænker om dem. For det er fakta, at langt de fleste har det bedst med sig selv, når selvværdsfølelsen er i top.
På vej hjem glæder hun sig over, at en ny dag er overstået. Endnu en dag blandt perfekte chimpanser er forbi. Netop som hendes selvværd topper, går en høj blondine forbi. Det er netop det, overskriften hentyder til; at vi føler os tilpas med os selv, indtil vi har nogle at sammenligne med. Jeg kan sagtens være glad for en eksamenskarakter, og stolt af min egen præstation, indtil jeg indser, at alle de andre faktisk har fået en højere karakter end mig. Det er jo egentlig lidt paradoksalt, at vores selvværd skal svækkes, fordi vi ikke alle sammen er ens. For det er der ingen der er. Alle er forskellige, og det vil desværre altid være sådan, at nogle er bedre i skolen, hvor andre er bedre i sociale sammenhænge eller på kreative punkter.
Min mor siger altid til mig, at mit hår sidder flot, jeg er tynd og mine bumser ikke er synlige for andre end mig selv. Det er ærgerligt, at jeg aldrig tror på hende, for når jeg aldrig selv ser disse skønhedsfejl på andre, hvorfor skulle de så lægge så meget mærke til det, når jeg selv har en bums?
Det, det hele handler om, er i virkeligheden, at vi burde stoppe med at sammenligne os så meget med andre som vi gør. For hvis man bruger hele livet på at ærgre sig over, hvorfor man ikke er født i en anden krop, vil man spilde det, og formentlig vil der komme en dag, hvor udseende ikke betyder så meget. Derfor tror jeg, det er vigtigt at leve i nuet og smile og være glad, for udstrålingen betyder i sidste ende nok mere end en dårlig hårdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar