onsdag den 28. marts 2012

Ipad vs. bræt og søm

I den seneste tid er udviklingen af diverse smartphones og spillekonsoller gået bananas. I dag er vi vant til Blue-Ray dvd'er og 3D fjernsyn, men førhen var det tekniske på et plan, hvor det nærmest var nemmere at gå udenfor og gynge. Nu er kvaliteten blevet forbedret, og nu har alle hjem anskaffet sig noget, som gør livet lidt lettere. 

Hvad er der blevet af den gode, gamle og sjove leg ’Spark til dåsen’? Hvad er der blevet af alle de glade børn som førhen hoppede i sjippetov, og spillede fodbold udenfor? Selv om ting er blevet bedre, er de gamle kvaliteter vel stadig værd at bruge. 

Jeg vil ikke sige, at jeg ikke selv er blevet fristet af de mange nymodens apparater, og ikke har haft lyst til at prøve at spille på en Ipad, eller en Playstation 3, men ind i mellem kan jeg godt føle mig lidt gammeldags, og savne dengang hvor alt var meget mindre teknisk. Den gang hvor ens far stak et bræt og et søm i hånden på en og man selv skulle bruge fantasien til at finde ud af hvad det kunne bruges til.

 Men som tiden går, bliver alt bare mere og mere elektronisk, eller så nemt at benytte, at det er helt ufatteligt. En såkaldt bagemaskine - Hvis du vil bage en kage, kan du bare stoppe en melblanding i en bagemaskine om aftenen, så vupti næste morgen er der kage. Derved er det sjove taget af bagningen fra min side, men igen, jeg er nok bare ’’old-fashioned’’ som de unge nu så flot siger. 

Men som sagt er udviklingen virkelig gået drastisk i vejret med alt det teknologiske – men det burde ikke stoppe os i at gøre ting, som ikke behøves at downloades som ’app’ eller findes på internettet. Jeg har selv været barn og leget med andet end computerspil og applikationer, og jeg har da ikke taget skade. 

torsdag den 22. marts 2012

Aldrig mere igen

Jeg er lige vågnet. Solens stråler skinner ind gennem revnen mellem gardinerne, fuglene kvidrer ustyrligt udenfor, og det føles som om der står en elefant på mit
hoved. Jeg kigger på min telefon. Klokken er igen blevet alt for mange. Jeg kan
hurtigt mærke at jeg nok ikke får lavet de ting jeg ellers havde planlagt at
lave i dag. Alligevel prøver jeg at rejse mig op, men ligger mig hurtigt ned i
sengen igen. Det hele snurrer rundt. ”Aldrig mere igen” tænker jeg, sukker for
mig selv, og ligger mig til at sove igen..

Sådan oplever jeg den typiske morgen efter en lidt for god bytur, og jeg tvivler
stærkt på, at jeg er den eneste der oplever det på nogenlunde samme måde. Jeg
har flere gange taget mig selv i at tænke, at jeg hvert fald aldrig nogensinde
vil drikke igen, og jeg hører ofte mine venner og veninder sige det. Men
hvorfor? Hvorfor drikker man sig fuld, når man alligevel godt ved, at størstedelen
af ens planer dagen efter bliver ødelagt? Hvorfor bliver man så nemt fanget af
feststemningen, og tænker at man da sagtens kan klare en lille genstand mere?
Hvorfor bliver man ved med at hælde alkohol ned, når man i forvejen godt kan
mærke, at man vidst har fået det man skulle have? Spørgsmål som disse har jeg
tit spekuleret over, men jeg har endnu ikke fundet frem til noget bestemt svar
endnu.

Jeg kan dog forestille mig, at en rigtig stor del af grunden til at de ting sker,
er på grund af hele den stemning der skabes, og
samværet med sine venner og veninder. Man tager måske lige et par genstande for
ikke at føle sig helt udenfor, og et shot af det ene eller det andet, hvis der
sidder et par venner og presser lidt på. Og hvis der i byen er en sød fyr der
tilbyder en drink, vil man jo heller ikke være uhøflig og sige nej. Måske er
det på den måde, at det der skulle have været en nogenlunde stille og rolig
aften, nemt kan udvikle sig til en forfærdelig morgen, hvor det eneste man
tænker er ”Aldrig mere igen”.

torsdag den 8. marts 2012

Fornuften fordufter

Spritkørsel er et emne vi næsten hører om dagligt. Vi forbinder det med weekender og højtider, men fakta er, at det kan ske til hver en tid. Problemet er, at vi ikke tænker os om. Når spiritus er indblandet fordufter fornuften mere eller mindre. Men hvad får os til at tage beslutningen om at køre spritkørsel, hvorfor gør vi det?

Enhver ved at spritkørsel giver tårnhøj risiko for uheld. Så sent som i sidste måned hørte man i nyhederne om en ung 19 årig pige, som kørte spritkørsel og endte med at slå en 54-årig ihjel. På få sekunder ødelagde den 19 årige pige ikke blot sit eget liv, men en uskyldig persons liv. Man udsætter sig selv og andre for en stor fare, en fare som ikke bliver anerkendt i øjeblikket.

Inden den 19 årige pige satte sig ind i bilen tænkte hun ikke på, at det ville gå galt. Vi er naive og tænker ofte at det ikke sker for en selv. Men hører om at andre mennesker kører galt, bliver dræbt eller blive sigtet for uagtsomt manddrab, men det sker jo selvfølgelig ikke for os selv. Nej, det sker for andre, men det sker ikke for mig.

Det sørgelige er bare, at det gør det. Vi kan føle at vi har så meget styr på det hele, at vi kan egentlig ikke se det farlige i at køre spritkørsel, og det er her det går galt. Vi tænker ikke over de mulige konsekvenserne, det samme gælder for bilister, der overtræder hastighedsgrænsen. Når man er fuld kan man være helt op at køre og adrenalinen pumper rundt i kroppen, når man træder hårdt på speederen og racer derudad. Med andre ord kan adrenalinen tage al frygt for at køre galt, for vi er oven på og intet ser ud til at kunne gå galt.

Tænk dig om før du stiger beruset ind i en bil – foretrækker du en tur i taxa for små 200 kr. eller vælger du, at udsætte dig selv og andre for en stor fare?

torsdag den 1. marts 2012

Pinlighed tiltrækker os

Tonerne går højt, der drikkes, dyrkes sex og kysses. Skældsordene ryger igennem luften med flere kilometer i timen, den psykiske terror tages i brug, folk rotter sig sammen, udstiller sig selv, tildeler sig selv en rolle og glemmer alt om dagligdagen med problemer og regninger hjemme i Danmark. Dramaet varer i 12 uger og gevinsten er 500.000 kr.

Som seere og som pige kan jeg ikke lade være med, at spekulere over hvordan specielt piger kan melde sig til noget, som de igennem flere år har iagttaget, fået dårlige nerver af og grædt over. For dette kan umuligt være sundt for et ungt menneske der måske allerede i forvejen tvivler lidt på sig selv, som de fleste piger nok gør. Men som seere får man følelsen af at deltagerne ser muligheden for deltagelse i et program som den store åbning til det nye liv, med masser af succes, venner og kendte mennesker, og måske endda endnu en deltagelse i et reality show.

Men er denne deltagelse nu også så god i det videre livsforløb?


Ved deltagernes hjemkomst begynder programmet at rulle. Alle de spydige kommentarer vises, hvem man har bagtalt offentliggøres og ens stang berusede udskejelser vises for forældre, arbejdsgivere og Hr. Og Fru. Danmark. Men værst af alt må være, at deltagerne nu skal se sig selv i øjnene og se hvilket menneske de har udgivet sig for at være. Og præcis her, tror jeg at den dårlige samvittighed rammer dem.


Men selv om jeg væmmes ved alle de modbydelige pigers udskejelser og falske jeg, sidder jeg hver dag med ved tv´et for at se hvad deltagerne nu kan finde på, for det er det pinlige der tiltrækker mig.


Men husk det nu, tænk dig om inden du tager i mod muligheden om at udstille dit falske jeg for Danmarks befolkning og dig selv.