Hvad der er sparet er tjent!?

Endnu engang er skabet fyldt op med alt for mange ting. Både sko og tøj prøver at mase deres vej ud af skabslågen. Selvom der ikke er mere plads, skal jeg da lige prøve at proppe endnu en hvid t-shirt ind på hylden. Skal jeg købe et nyt skab, eller smide noget at alt mit tøj ud? Det er et svært dilemma. Noget af tøjet har jeg aldrig brugt, men det kan jo godt være, at jeg skal bruge den søde blå kjole til en helt bestemt lejlighed.

Undersøgelser viser at kvinder elsker at lave en god handel, og det er lidt i modsætning til mænd. Mænd bruger oftest flere penge på impulskøb end kvinder gør, og ofte fortryder de deres køb. Mændene har nemlig ikke det samme behov for shopping, og vil helst gerne have det overstået hurtigst muligt. Men der er jo bud om tilbud, og butikkerne ved også hvordan de skal få kunder til at købe deres varer. For hvem vil ikke gerne spare 1000 kr. på en af de nyeste fladskærme, eller 400 kr. på en lækker designer kjole? Vi lever jo også lige nu i sparertider, så hvorfor ikke spare der hvor vi kan?

En butik har -50 % på alle varer. Køen er lang og butikken er fyldt med personer der hamstrer ting fra alle hylder. Folk kommer ud med poser der er fyldte med ting, som de egentlig ikke vidste at de havde brug for. Og de får det højst sandsynligt heller ikke brugt. Alligevel kan man være glad for at have sparet en hel del penge. Men pengene er jo egentlig ikke sparet. De er brugt på noget bras, som højst sandsynligt bliver en del af pakkelegen til jul.

Selvom jeg ved at jeg kan finde meget bras, bliver jeg alligevel glad hvis jeg finder et godt tilbud. Jeg ville bare ønske at jeg kunne få mig et større skab, så jeg ikke behøvede at skille mig af med mit tøj!

Ipad vs. bræt og søm

I den seneste tid er udviklingen af diverse smartphones og spillekonsoller gået bananas. I dag er vi vant til Blue-Ray dvd'er og 3D fjernsyn, men førhen var det tekniske på et plan, hvor det nærmest var nemmere at gå udenfor og gynge. Nu er kvaliteten blevet forbedret, og nu har alle hjem anskaffet sig noget, som gør livet lidt lettere. 

Hvad er der blevet af den gode, gamle og sjove leg ’Spark til dåsen’? Hvad er der blevet af alle de glade børn som førhen hoppede i sjippetov, og spillede fodbold udenfor? Selv om ting er blevet bedre, er de gamle kvaliteter vel stadig værd at bruge. 

Jeg vil ikke sige, at jeg ikke selv er blevet fristet af de mange nymodens apparater, og ikke har haft lyst til at prøve at spille på en Ipad, eller en Playstation 3, men ind i mellem kan jeg godt føle mig lidt gammeldags, og savne dengang hvor alt var meget mindre teknisk. Den gang hvor ens far stak et bræt og et søm i hånden på en og man selv skulle bruge fantasien til at finde ud af hvad det kunne bruges til.

 Men som tiden går, bliver alt bare mere og mere elektronisk, eller så nemt at benytte, at det er helt ufatteligt. En såkaldt bagemaskine - Hvis du vil bage en kage, kan du bare stoppe en melblanding i en bagemaskine om aftenen, så vupti næste morgen er der kage. Derved er det sjove taget af bagningen fra min side, men igen, jeg er nok bare ’’old-fashioned’’ som de unge nu så flot siger. 

Men som sagt er udviklingen virkelig gået drastisk i vejret med alt det teknologiske – men det burde ikke stoppe os i at gøre ting, som ikke behøves at downloades som ’app’ eller findes på internettet. Jeg har selv været barn og leget med andet end computerspil og applikationer, og jeg har da ikke taget skade. 

Aldrig mere igen

Jeg er lige vågnet. Solens stråler skinner ind gennem revnen mellem gardinerne, fuglene kvidrer ustyrligt udenfor, og det føles som om der står en elefant på mit
hoved. Jeg kigger på min telefon. Klokken er igen blevet alt for mange. Jeg kan
hurtigt mærke at jeg nok ikke får lavet de ting jeg ellers havde planlagt at
lave i dag. Alligevel prøver jeg at rejse mig op, men ligger mig hurtigt ned i
sengen igen. Det hele snurrer rundt. ”Aldrig mere igen” tænker jeg, sukker for
mig selv, og ligger mig til at sove igen..

Sådan oplever jeg den typiske morgen efter en lidt for god bytur, og jeg tvivler
stærkt på, at jeg er den eneste der oplever det på nogenlunde samme måde. Jeg
har flere gange taget mig selv i at tænke, at jeg hvert fald aldrig nogensinde
vil drikke igen, og jeg hører ofte mine venner og veninder sige det. Men
hvorfor? Hvorfor drikker man sig fuld, når man alligevel godt ved, at størstedelen
af ens planer dagen efter bliver ødelagt? Hvorfor bliver man så nemt fanget af
feststemningen, og tænker at man da sagtens kan klare en lille genstand mere?
Hvorfor bliver man ved med at hælde alkohol ned, når man i forvejen godt kan
mærke, at man vidst har fået det man skulle have? Spørgsmål som disse har jeg
tit spekuleret over, men jeg har endnu ikke fundet frem til noget bestemt svar
endnu.

Jeg kan dog forestille mig, at en rigtig stor del af grunden til at de ting sker,
er på grund af hele den stemning der skabes, og
samværet med sine venner og veninder. Man tager måske lige et par genstande for
ikke at føle sig helt udenfor, og et shot af det ene eller det andet, hvis der
sidder et par venner og presser lidt på. Og hvis der i byen er en sød fyr der
tilbyder en drink, vil man jo heller ikke være uhøflig og sige nej. Måske er
det på den måde, at det der skulle have været en nogenlunde stille og rolig
aften, nemt kan udvikle sig til en forfærdelig morgen, hvor det eneste man
tænker er ”Aldrig mere igen”.

Fornuften fordufter

Spritkørsel er et emne vi næsten hører om dagligt. Vi forbinder det med weekender og højtider, men fakta er, at det kan ske til hver en tid. Problemet er, at vi ikke tænker os om. Når spiritus er indblandet fordufter fornuften mere eller mindre. Men hvad får os til at tage beslutningen om at køre spritkørsel, hvorfor gør vi det?

Enhver ved at spritkørsel giver tårnhøj risiko for uheld. Så sent som i sidste måned hørte man i nyhederne om en ung 19 årig pige, som kørte spritkørsel og endte med at slå en 54-årig ihjel. På få sekunder ødelagde den 19 årige pige ikke blot sit eget liv, men en uskyldig persons liv. Man udsætter sig selv og andre for en stor fare, en fare som ikke bliver anerkendt i øjeblikket.

Inden den 19 årige pige satte sig ind i bilen tænkte hun ikke på, at det ville gå galt. Vi er naive og tænker ofte at det ikke sker for en selv. Men hører om at andre mennesker kører galt, bliver dræbt eller blive sigtet for uagtsomt manddrab, men det sker jo selvfølgelig ikke for os selv. Nej, det sker for andre, men det sker ikke for mig.

Det sørgelige er bare, at det gør det. Vi kan føle at vi har så meget styr på det hele, at vi kan egentlig ikke se det farlige i at køre spritkørsel, og det er her det går galt. Vi tænker ikke over de mulige konsekvenserne, det samme gælder for bilister, der overtræder hastighedsgrænsen. Når man er fuld kan man være helt op at køre og adrenalinen pumper rundt i kroppen, når man træder hårdt på speederen og racer derudad. Med andre ord kan adrenalinen tage al frygt for at køre galt, for vi er oven på og intet ser ud til at kunne gå galt.

Tænk dig om før du stiger beruset ind i en bil – foretrækker du en tur i taxa for små 200 kr. eller vælger du, at udsætte dig selv og andre for en stor fare?

Pinlighed tiltrækker os

Tonerne går højt, der drikkes, dyrkes sex og kysses. Skældsordene ryger igennem luften med flere kilometer i timen, den psykiske terror tages i brug, folk rotter sig sammen, udstiller sig selv, tildeler sig selv en rolle og glemmer alt om dagligdagen med problemer og regninger hjemme i Danmark. Dramaet varer i 12 uger og gevinsten er 500.000 kr.

Som seere og som pige kan jeg ikke lade være med, at spekulere over hvordan specielt piger kan melde sig til noget, som de igennem flere år har iagttaget, fået dårlige nerver af og grædt over. For dette kan umuligt være sundt for et ungt menneske der måske allerede i forvejen tvivler lidt på sig selv, som de fleste piger nok gør. Men som seere får man følelsen af at deltagerne ser muligheden for deltagelse i et program som den store åbning til det nye liv, med masser af succes, venner og kendte mennesker, og måske endda endnu en deltagelse i et reality show.

Men er denne deltagelse nu også så god i det videre livsforløb?

Ved deltagernes hjemkomst begynder programmet at rulle. Alle de spydige kommentarer vises, hvem man har bagtalt offentliggøres og ens stang berusede udskejelser vises for forældre, arbejdsgivere og Hr. Og Fru. Danmark. Men værst af alt må være, at deltagerne nu skal se sig selv i øjnene og se hvilket menneske de har udgivet sig for at være. Og præcis her, tror jeg at den dårlige samvittighed rammer dem.

Men selv om jeg væmmes ved alle de modbydelige pigers udskejelser og falske jeg, sidder jeg hver dag med ved tv´et for at se hvad deltagerne nu kan finde på, for det er det pinlige der tiltrækker mig.

Men husk det nu, tænk dig om inden du tager i mod muligheden om at udstille dit falske jeg for Danmarks befolkning og dig selv.

Reflektioner

Skriverier, bogstaver og tal. Papiret i maskinen. Hov, se der! Er det en fugl? Nej det kan det ikke
være. Eller kan det? hvorfor ikke en kat? Den har da en hale – men er for høj
til at være nogen af delene. Den kan heller ikke flyve. Hvem åbner? Måske er
det en sød person med masser af penge eller slik. Der bliver åbnet, langsomt.
Der står ingen leg på gangene, alt er koldt og klinisk. Der er hvidt – det skær
i øjnene. Hvorfor er jeg her? Hvor skal jeg hen? Skal jeg derind, det kan jeg
ikke forstå. Hvorfor skal jeg ind i noget hvidt og nyt, når jeg kommer fra
noget oplyst og mørkt? Halleluja for en rutsjetur.

Det bliver hårdt senere, masser af sved og varme samt spændstighed. Vinden burde være i håret, men her er et stegende vakuum. Gråvejret driller, derfor dette vakuum. Det bliver
også rart og dejligt. Der skal meget energi til, men hvad gør det, når det man
får tilbage er mere energi. Og sult! Sult efter kød, efter varmt, rødt og
saftigt kød. Ej at forglemme alt tilbehøret. Sovsen der hænger ved kødet. Det damper,
for temperaturen omkring, den røde klumb af godhed, er lavere. Det grønne på
kanten, uden nogen sammenhæng med resten. Er det god bordskik at lade noget
hænge på kanten? Galanterier. Gentlemen. En uddøende race. Kvinderne er
selvstændige grundet noget meget sent og moderne. Centret, klokken er lidt i
otte. Mænd der vader frem. Kvinder ligeså. Hvis de stopper op og venter på en
mand, går der lang tid. Hvorfor så vente og stå og visne? Mændene efterladt bag
en vogn. Er kastreret. Måske man skulle gå tilbage til noget før det moderne?

Hvad var der før? Hvad er der efter? Hvorfor er alle ikke her? Nogen er røget i svinget. Tankerne flyver, ligesom dengang i en forlystelsespark. Farten. Det banker i brystet, nu falder
vi, så kraften der forplanter sig i kroppen. Suget i maven, hvilken følelse. Hvad
sker der for dem der ikke er her? Hvor er de? Er der noget der ikke kan komme
op – slim måske? Eller er det en trykkende knude i baghovedet der betyder, at
de ikke længere kan noget. De kunne være som nye mennesker, se verden gennem en
anden person. Stadig med erindringer fra tidligere tiders storhed. Sødme og en
liflig duft breder sig – sult – tankerne flyver videre indtil det stykke godhed
der venter, er tænkt til ende.

Gadesangerindens drøm

Gadesangerindens drøm

”Tag det første trin baseret på tro. Du behøver ikke se hele trappen, tag bare det første trin”; sådan sagde Martin Luther King, men hvad mener han med det? Egentlig handler det vel om, at dette udsagn skal få folk til at tro på sig selv. Hvis du har en spirende drøm, så sigt efter den, tag det første trin, fordi du tror på den. Det er ikke nødvendigt at se ud i fremtiden og bekymre dig på forhånd om resultatet. Tro på hvad du kan, og se derefter hvor det vil føre dig hen. 

Træerne på Third Street Promenade danner en allé. Vel nok den smukkeste jeg nogensinde har set, for træernes lyskæder glimter som små stjerner og lyser op i den ellers efterhånden mørke og lune sommeraften. Restauranterne tiltrækker mange folk med den lækre duft af mad, som blot er én del af atmosfæren her på gågaden i Santa Monica.

Her findes ALLE typer af mennesker i denne del af USA; der er de hjemløse, som overnatter på bænkene ved Venice Beach, mens der på samme tid bor nogle af verdens allerrigeste filmkendisser langs kyststrækningen i millionpalæerne. Så hvad enten du søger en amerikaner eller en turist, en høj eller lav person, så er der et bredt udvalg her. Og det er vel egentlig denne forskellighed, som er meget fængende ved dette sted – for midt i denne mangfoldighed findes en fællesnævner! Hver enkelt person går rundt med sine egne drømme og forhåbninger.

Blandt menneskesnakken på Third Street Promenade bryder pludselig en meget fin og lys kvindelig sangstemme frem. Der står hun ude midt på gågaden med sin guitar, mikrofon og kuffert med småmønter omringet af amerikanere og turister. Spiller og synger, fordi hun elsker det og drømmer om at kunne gøre karriere indenfor musikkens verden. Denne kunstner, Amy May, er blot én, der har turdet tage det første trin og satse på sin drøm. Flere gange om ugen tager hun derfor sin guitar og går ned på Third Street Promenade i håbet om at blive opdaget. Og det er lykkedes. Næste skridt i jagten på sin drøm blev en koncert i et af Hollywoods teatre, og for hende som kunstner er dette en stor succes. Det er hverken glamourøst eller godt betalt, men karriere er noget, man skaber, og ikke noget man får foræret. Endnu bedre blev det, da én af hendes sange ”Real” skulle være et soundtrack i sæson ni af den populære ungdomsserie ”One Tree Hill”.

Selvom det lyder som en kliché, så fortæller historien om Amy May altså, at tro og vilje skaber vej for drømme. Tag altså det første trin baseret på tro. Du behøver ikke se hele trappen, tag bare det første trin, for du misser 100 procent af de chancer, du ikke løber.

Det tveæggede sværd

Vi lever i et samfund, hvor man fuglen ikke må tæmme
Næh, enhver fugl har retten til at synge med sin egen stemme

Men spørgsmålet rejser sig, glemmer vi ikk’
Mod os selv at rette vores årvågne blik

Vi bliver i frihedens og forbrugs samfundet indoktrineret
Imens vores selvbevidsthed bliver maltrakteret

Efter religion er sløjfet hvor mange så påstå
At de bruger tid på sig selv at forstå?

Vi bruger selvfølgelig lang tid på at se i et spejl
Men gør det helt uden blik for vores indvendige fejl

Mennesker er indrettet så vi gerne det bedste om os selv vil tro
Men i stedet for at lede efter selvindsigt køber man nye sko

Men hvad jeg siger er vel soleklart
Mennesket er jo utrolig sart

Vores hjerne vil vel altid tingene fordreje
Så sandheden er vel aldrig menneskelig mulig at eje?

Intet menneske vil jo se sig selv som dum
Så den selvkritiske røst forbliver stum

Men hvis man accepterer denne præmis
Har man vel et ansvar for at ændre sin praksis?

Det er vel vor store helvedeskval
At vi i vesten sætter os selv op på en piedestal?

Med moden dikteres den gode stil
Og man skal helst også køre i den største bil

Men er dette materialistiske kapløb
Ikke et dødsdømt forløb?

Spilder vi ikke i øjeblikket vores dyrt betalte frihed
På blot at bekymre os om priserne hos den globale guldsmed?

Alligevel er vi i vesten så sikre på, at vi alene vide
At vi på demokratiets og ytringsfrihedens korstog ride
Med Bush i spidsen skabte vi en herskerskabets flåde
Vis eneste erklærede mål var at bombe de andre både

Hvis ikke de levede op til vores krav
Om vestens dikterede kulturarv

Samtidig fordømmer vi terrorister og demokratiets andre fjender
For at kaste med bomber skaber jo altid nye venner!

I vor kamp for menneskets ret til at vælge
Er vi endt med demokratiets integritet at sælge

For ikke at blive det som vi alle hader
Skal vi undertvinge lysten til at lege verdens fader

Fælden er at tro, at fordi vi har magten
Skal vi have andet end skildvagten

For i vesten er vi blevet så stærke
At vi al modstand kan kværke

Men med magten følger der vel også et ansvar?
Næh, for svaret på hvem der holder øje med os er stadig uklar.’

Vi risikerer at blive de værste tyraner nogensinde
Men den erkendelse er sjælden at finde hos mening mand og kvinde

I det øjeblik demokratiet påtvinges en uvillig befolkning
Har begrebet da fået en forkert fortolkning

Vi bør altid huske, at magtens ansvar er et tveægget sværd
Og det må vi lade regulere vores adfærd.

Selvværd og sommerchiks

Hun står op, kigger ind i spejlet og ser det uundgåelige; det samme døsige væsen som altid. Sjusket, sløset, lidt for buttet og med lidt for mange bumser. Hun rykker lidt i håret og smører samvittigheden i hovedet. Hun ryster på hovedet og sukker, men smutter alligevel i alt sit hastværk ud af døren. Rutine. Det er det samme hver morgen. Det sidste hun ser, er det væsen, der står overfor hende. Håret er sat, men er stadig lidt for krøllet. Bumserne er dækket, men er stadig lidt for synlige. Som en chimpanse, der godt selv ved, at den er anderledes, og derfor holder sig lidt i baggrunden. Klichéer. Det er det samme hver morgen.

Facaden svækkes, når de andre begynder at dukke op. Gyldent langt hår, spinkle som kosteskafter. Perfekte og tilsyneladende i stand til at gøre alting. Dog alle sammen forskellige, ingen er ens.

Spørgsmålene hober sig op i hende, på samme tid med misundelsen. Alle er vi forskellige på hver vores måde. Individer i verden. Men er det i virkeligheden så meget bedre at være dig? Når alle er forskellige, individer på hver vores plan, skulle det så være så meget bedre at være mørkhåret i stedet for lyshåret eller høj i stedet for lav?

Ikke desto mindre kender vi det alle sammen. Dagene, hvor håret sidder og tøjet matcher, er selvtilliden i top. Hvorimod, en dag hvor man har brugt halvanden time foran spejlet, og stadig ikke er tilfreds, let kan blive en fiasko. Mine refleksioner går ud på, hvorfor så mange mennesker har så stort et behov, for at være bedre end andre, hvorfor det er vigtigt for så mange, hvad andre tænker om dem. For det er fakta, at langt de fleste har det bedst med sig selv, når selvværdsfølelsen er i top.

På vej hjem glæder hun sig over, at en ny dag er overstået. Endnu en dag blandt perfekte chimpanser er forbi. Netop som hendes selvværd topper, går en høj blondine forbi. Det er netop det, overskriften hentyder til; at vi føler os tilpas med os selv, indtil vi har nogle at sammenligne med. Jeg kan sagtens være glad for en eksamenskarakter, og stolt af min egen præstation, indtil jeg indser, at alle de andre faktisk har fået en højere karakter end mig. Det er jo egentlig lidt paradoksalt, at vores selvværd skal svækkes, fordi vi ikke alle sammen er ens. For det er der ingen der er. Alle er forskellige, og det vil desværre altid være sådan, at nogle er bedre i skolen, hvor andre er bedre i sociale sammenhænge eller på kreative punkter.

Min mor siger altid til mig, at mit hår sidder flot, jeg er tynd og mine bumser ikke er synlige for andre end mig selv. Det er ærgerligt, at jeg aldrig tror på hende, for når jeg aldrig selv ser disse skønhedsfejl på andre, hvorfor skulle de så lægge så meget mærke til det, når jeg selv har en bums?

Det, det hele handler om, er i virkeligheden, at vi burde stoppe med at sammenligne os så meget med andre som vi gør. For hvis man bruger hele livet på at ærgre sig over, hvorfor man ikke er født i en anden krop, vil man spilde det, og formentlig vil der komme en dag, hvor udseende ikke betyder så meget. Derfor tror jeg, det er vigtigt at leve i nuet og smile og være glad, for udstrålingen betyder i sidste ende nok mere end en dårlig hårdag.

Min hverdag

Her står jeg, dag ud og dag ind, og passer mig selv. Dog mine glæder består både af mit første møde med dagens lys, min næring og min ro fulgt af nattens mørke. Min hverdag er perfekt.. Eller.. Min hverdag var perfekt.. Så kom du.

Der var vi, du og jeg, alene for en stund. Du gik i flere dage frem og tilbage, gjorde hvad du ville, indtil du fik øje på mig, fredfyldt, betaget, fortryllet af solens blide kærtegn fra top til tå. Dog lod du det ikke gå din næse forbi at plage mig; først brød du min fredfyldte kontakt med solen. Efter kun få minutter havde du besluttet dig. Jeg var dit nye bytte. Du gravede så ivrigt og ondt for din egen fornøjelses skyld i min beskyttende overflade. Blottede mit grundværk. Forpestede mit liv. Du blev ved og ved, indtil du blev træt og til sidst gik din vej. Her tilbageblev jeg, såret, hjælpeløs og kunne intet stille op.

Med tiden blev det kun mine forsørgers tilbagekomst, som jeg glædede mig til i min hverdag. Når mine forsørgere vendte tilbage fra dagens eventyr, og opdagede, hvad ondt du havde gjort mig, var det din tur til at være hjælpeløs, krummet sammen i et hjørne for en stund, mens mine forsørgere prøvede at gøre min tilværelse god igen. Sådan blev min skæbne ændret fra lykkelig til ulykkelig. Det blev min hverdag. Og dog sorger det mig for det meste, at se mine forsørgers godhed mod dig det meste af tiden. Forstår de da ikke, hvilken skade du er? Dit forkælede udyr! Dit monster! Jeg står her ikke alene; mine to venner ved hver min side er mindst lige så betagede af solen som jeg, og dog er det kun min verden du forpester til hverdag! Hvorfor?! Er det kun mig der er dig så tiltækkende? Jeg får aldrig svar. Jeg glæder mig kun til den dag du har glemt mig..

At jeg er den eneste med denne ulyksalige skæbne er ej sand. Verden over er der andre som mig, hvis hverdag bliver forpestet af udyrer som dig. Dog er der intet for os at stille op. Det er vores hverdag..

Smokin' Smart

Jeg har funderet lidt over, hvad det er, der får nogle unge
til at ryge. Både til at prøve det, men også til at blive ved. Nikotinen
spiller jo selvfølgelig en rolle, men inden den sætter ind, da har man truffet
et valg.

Jeg ryger selv en gang imellem. Reglen hedder onsdage og til
fester. Om onsdagen går jeg i en fotoklub, hvor vi er en lille gruppe, der
nyder at ryge sammen. Da jeg tænkte nærmere over det, slog det mig, at det, jeg
sætter mest pris på, er det sociale. Helt klart. Selvom det lyder lidt skørt,
at man skal have en rygende, stinkende, dårligt-ånde-givende cigaret i hånden,
for at nyde godt, socialt samvær. Vi har bare noget sammen, som de andre ikke
helt er med i.

Men som mange andre, tror jeg, prøvede jeg det fordi det var
smart. Og jeg kunne jo næsten ikke stritte nok med den der cigaret, da jeg
først lige havde fået styr på det. Jeg hostede lidt, det smagte ikke så godt og
jeg fik det egentlig også lidt skidt. Men hva’ fa’en – jeg var jo smart! Sådan
tror jeg tit det starter. Og selvom der er mange, der ikke vil indrømme det, så
tror jeg stadig, at det lidt er det, det handler om. Der er en slags status omkring
det. Man er lidt rebelsk.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg ville ønske, at jeg
aldrig var startet. På en ene side er det jo ulækkert og det lugter heller ikke
særlig godt. Og når jeg ser de der rygestop-reklamer i fjernsynet, så kunne jeg
kaste op udover sengekanten. Men alligevel er det ikke helt nok. Jeg tror i
hvert fald, at jeg beholder min onsdags-cigaret lidt endnu. Det er jo også lidt
smart ;-)

Frustrationsrubusthedskompetence

Dette er et ord henviser til det børn i dag mangler. Ordet lyder langt og svært, men det er det slet ikke. Det handler bare om at vi skal ruste børn til at klare frustrationer i livet.

Jeg har en fætter som er 4 år. Han mistede et spil til sin Nintendo DS. Han blev selvfølgelig meget ked af det, og græd. Hans mor kunne ikke tåle at se ham så ked af det, og købte derfor et nyt spil til ham, for det kunne han jo ikke leve uden. Min pædagogiske mor, som i øvrigt har lært mig dette ord, var målløs da hun hørte dette. Jeg kunne ikke umiddelbart se det helt forfærdelige i dette, så min mor uddybede det for mig.

Når børn som helt små lærer, at når de mister noget, får de bare noget nyt, følger det dem op igennem livet. Det kan f.eks. betyde at min lille fætter Magnus’ kæreste slår op med ham når han engang er 16 år, kommer det til at tage pusten fuldstændig fra ham, mere end almindeligt, for mor kan altså ikke bare sige til hende kæresten, at hun skal komme tilbage. Hun kan ikke bare købe et nyt spil. Børn skal lære, at nogle gange er livet træls og sådan er det, øv bøv. Børn må gerne græde, være kede af det og blive frustreret. Hvis de ikke lærer det bliver livet rigtig surt for dem. Det bliver svært at rejse sig efter nederlag, for mor har grebet sit barn før det når at opleve et nederlag. Men det er realiterne i livet.

Så husk når du engang får børn, at det gør ikke noget de bliver lidt frustreret engang imellem. Det gør dem kun stærkere. Og så er du også fri for at tigge din søns kæreste om at komme tilbage.

Næste bloggere...

Tirsdag d. 10/1: Mia.
Fredag d. 13/1: Iben

Skyder vi penge op i luften?

Der er delte meninger når det kommer til snakken om fyrværkeri. Nogen mener, at der som at smide penge ud af vinduet, mens andre køber ind i store mængder for man skal jo skyde det nye år ind. Andre synes ikke det skulle være lovligt da det er skadeligt.

Meningerne er mange, men et faktum er, at danskerne hvert år køber fyrværkeri for mere end hundrede millioner kroner fyrværkeri. Igen i år fik jeg fornøjelsen af at følge et udsnit af danskernes fyrværkeri vaner i kraft af mit arbejde i Harald Nyborg. For kæder som HaraldNyborg, thansen og Jem og Fix er dette en af de vigtigste tider på året, da der er mange penge i slag af fyrværkeri. Men hvad er det, som får danskerne til at spendere hundrede vis af kroner hvert år på fyrværkeri og på trods af, at man sidste år sagde: "Næste år skal vi ikke have så meget"

Kunderne er mange i butikken, men der er dog mange kundetyper der går igen - nemlig familie fædrene sammen med deres børn - konerne er ikke med hvilken tilfældighed? Det er her fædrene for deres anden ungdom og får lysende øjne når de ser det store sortiment af raketter, batterier og forskellige sortimenter. Det er her de har muligheden for at opføre sig som et lille legebarn igen sammen med deres børn. Jeg overværede en episode hvor en familie far skulle købe krudt sammen med hans to sønner. Her var der næsten eforirsk stemning, da de var kommet afsted uden mor og nu skulle de handle ind sammen. Børnene sagde: "Far vi skal have det store familie sortiment og 10 kasser heksehyl" hvortil faren svarede "Hvis vi skal have det, så skal vi ihvertfald også have det store batteri og de raktter til kl. 24" De fik købt det ind de skulle have og kom afsted med fyrværkeri for langt over 1000 kr. Andre familie fædre vil gerne kunne hamle op med naboen - motivationstakforene er mange, men en ting er sikkert mange familie fædre finder stor glæde i de flotte farvekombinationer og de høje skrald en gang om året.

Mange kvinder synes derimod, at det er spild af penge og sammenligner det med at smide penge ud af vinduet. Det kan dog også godt virke lidt meningsløst at stå og skyde raketter op i luften, høre et brag og se en farvekombination. Det er også derfor, at mange mænd selv tager ud og køber fyrværkeri og det kun er det mandlige køn, som tager krudt med til nytårsfesten, mens pigerne står og ser på.

Skyder vi bare penge om i luften? Spørg man mange kvinder vil de sige ja. Spørg man mange mænd handler det i stedet om den indre drengerøv, sammenholdet mellem far og søn og konkurrencen med naboen og det er bestemt alle pengene værd. Som Arne fra Jem og Fix reklamen siger: "DET SKAL FEJRES!"